I det vældige Rum, hvori
Kloderne svæver,
hvor de drager som Flager af Mulm og af Lys,
hvori Stjernernes Tusinder flimrer og bæver
under Almagtens Pust og det Eviges Gys.
I det Tavshedens Dyb er du sat
til at vandre
med din knækkede Stang omkring Nordboens Pol;
og naar Jordbuens Skygger har taget de andre,
staar du lige ukuet, syvstjernede Sol!
Jeg har talt dine Hjul, før
jeg knap kunde stave,
jeg har ridset dit Billed i Rudernes Rim;
jeg har set dig saa stor over sneede Grave,
men saa bleg, naar det gjæred i Vaarnattens Kim,
Laa jeg skræmmet i Drømme om
Farer derude,
og jeg løfted fra Puden min brændende Kind,
stod du tindrende tavs i min øverste Rude
og gød lysende Fred i mit barnlige Sind.
Du har fulgt mine Fjed paa den
drømmende Hede,
hvor i Dalen jeg søgte det vildfarne Lam;
naar bekymret jeg standsede, træt af at lede,
stod dit Billed og skjalv i den porskranste Dam.
Naar det braged om Natten i
Isgangens Panser,
medens Nordlyset drev sin fortryllende Leg,
og din Vogn blev beskudt med forsølvede Lanser,
stod hos Far jeg ved Gavlen og stirrede bleg.
Du har lyst paa min Sti over
rimslagne Enge,
hvor i Mørket sig vender det frysende Kvæg,
du har kortet min Kvæld, naar jeg ventede længe
med det rullende Skud bag de dølgende Flæg.
Jeppe Aakjær
Fra ”Rugens Sange og andre Digte”
1906
|
|
|