Carsten Hauch 1790 - 1872Pleiaderne ved Midnat
|
| Vi ere de natlige Væversker, |
| Der sanke de usynlige Traade |
| Fra Melkeveiens yderste Rundkreds, |
| Hvor Vævens Ende staaer. |
| Svævende Nattesyner, |
| Aldrig trættede, |
| Flyvere uden Vinger, |
| Med hvem dog ingen Fugl |
| Kan maale sig i Flugt. |
| For os er Tiden knap begyndt, |
| Skjøndt hine Døgnfluer af Verdner, |
| Nysudrugede, |
| Flyvende Fnug i det uhyre Lufthav, |
| Drømmer om Æoner og Evigheder, |
| Og tror, at Enden er der, |
| Skjøndt de ei endnu have fuldendt |
| Et eneste Kredsløb |
| Omkring de fast forbundne Atlasdøttre, |
| De Lysøiede, |
| Hvis Blik funkler igjennem Sløret, |
| Og der bære utallige Verdners Tryk, |
| Uden at mærke det; |
| Og der ligne svulmende Druer, |
| Fra hvilke Livets Drik nedstrømmer. |
| Hvad I kalde tusinde Aar, |
| Er kun et kløvet Sekund, |
| For kort til at vort Øies Blink |
| Deri |
| Kan naae den Nærmeste blandt vore Døttre, |
| Som kredser i Melkeveiens Ring. |
| For os er Eders længste Sorg |
| Kun som Døgnfluens dirrende Vingeslag |
| Før dens hurtige Død. |
| Og dog er ogsaa vi Timelighedens Børn, |
| Og selv de længste Baner, |
| Hvori lysende Verdner dreie sig, |
| Ere for Intet at regne |
| Mod Evighedens usynlige Kreds, |
| Hvortil Tiderne aldrig naae; |
| Og skjøndt vi udmaale dem |
| Med Millioner af Aar, |
| Ere de kun som en Strøm, |
| Der udtørres og hensvinder i en Sommendag, |
| Mod det uendelige Hav, der aldrig udtørres, |
| I de høie Aanders Rige, |
| Som forløstes fra Tidernes Tryk. |
|
|
|